Andreas Christensen

De udviste irakere får brug for venskaberne langt ud i fremtiden…

En gruppe irakere har søgt tilflugt i en af folkekirkens bygninger som et sidste forsøg på, at få lavet en særlov, som skal ændre det faktum, at de skal tilbage til Irak. Jeg er glad for, at vores kirkebygninger stadig har betydning i folks bevidsthed som stedet, man går hen i den yderste nød. Jeg er også glad for, at mennesker i nød har mange venner og at disse også samler sig i kirken.

Imidlertid er der ikke meget der tyder på, at irakerne får lov at blive her. Et flertal i befolkningen bakker op om en lovgivning, som signalerer at Danmark er for sart og for enestående et samfund til at kunne rumme særligt mange udefrakomende mennesker. Det må vi respektere.

De udviste irakere får derfor brug for deres venner i lang tid. Jeg håber ikke at ”ude af øje, ude af sind” bliver deres skæbne. Når de skal begynde en tilværelse i Irak, er der brug for venners støtte til at sørge for adgang til sundhed, uddannelse, bolig, job. Det bliver et langt sejt træk, og der er ikke meget fokus på den bane.

På dansk mangler vi et udtryk for personer, der mener om kvindelige præster, at de ikke er præster. Derfor tillader jeg mig at indføre en fordansket udgave af et svensk udtryk. Hermed er ordet ”kvindpræstfornægter” indført i dansk (jeg har foreløbig bedt min egen stavekontrol om at acceptere det).

På det sidste vælgermøde (Østerbro 20. april) kom der fut i debatten. Det var da Kaj Bollmann blev bedt om at redegøre for sin sympati med danske præster, som ikke accepterer kvindelige kolleger. I den forbindelse blev ordet ”frisind” brugt på en temmelig bagvendt måde. Den aften på Østerbro betød frisind pludselig ”accept af, at kvindelige præster bliver diskrimineret”. Der blev også talt om rummelighed og om, at højrefløjen ikke skulle marginaliseres. For mig er frisind det modsatte af diskrimination. Når altså mine kvindelige kolleger bliver belastet af mænd, som mener at de ikke er præster (og som måske ligefrem demonstrerer det) er frisindet i fare.

Vi har siden 1948 haft kvindelige præster i Danmark. De er præster. Vi er præster. Min valgkamp handler i alt væsentligt om at forbedre den almindelige danskers holdning til Folkekirken. Det er mit klare indtryk, at omtalen af kvindpræstfornægtere i medierne er med til at tegne et ringere billede af folkekirken i den almindelige danskers bevidsthed. Når der er historier fremme om, at visse mandlige præster ikke vil give hånd, skader det kirkens renommé. Det er jeg meget opmærksom på. Jeg er samtidig opmærksom på, at disse præsters holdning til kvinder er et udslag af deres tro – og tro vil jeg give plads til at diskutere og drøfte og værne om. Men: Som bispekandidat skal jeg sige, hvilke signaler, jeg synes kirken skal sende. Svaret er: Vi har præster af to køn. Vi arbejder med vores arbejdsplads efter moderne arbejdsmiljømæssige forskrifter, såsom ligestilling og ikke-diskrimination.

Hvis jeg så skulle blive skudt i skoene, at jeg marginaliserer højrefløjen, må jeg svare: Nej, det det gør højrefløjen selv – og det rummer kirken. Kirken rummer deres tro, men ikke en adfærd, som sender gale signaler og giver dårligt arbejdsmiljø. Jeg selv har det sådan, at hvis jeg efter granskning af bibelen fandt ud af, at jeg er med i et præstekollegium, hvor ikke alle er rigtige præster – så skulle jeg måske overveje, om jeg selv er rigtig præst.

Henv. Folkekirken.

Jeg er blevet spurgt, om der er brug for en ledelsesreform i folkekirken. For mig at se, er det svært at reformere noget, som ikke rigtigt eksisterer. De ansættelses- tilsyns- og ansvarsformer, som findes i folkekirken er svære at beskrive samlet under betegnelsen ledelse – som noget, der samlet kan reformeres.

Jeg har den største ydmyghed overfor faget ledelse og samtidig en opmærksomhed rettet imod, at stort set hvad som helst kan kaldes ledelse.

Faktum er, at den nuværende tilstand ikke er gavnlig for de ansatte, de frivillige og for det budskab, vi skal ud med. Folkekirken kan beskrives som et ledelsesrum, med forskellige aktører og forskellige kompetencer fordelt på aktørerne. Folkekirken er en arbejdsplads, hvor de ansatte i højere grad end på andre arbejdspladser står i fare for at blive del af en konflikt. Der er altså i kompetencefordelingen kombineret med de opgaver, vi skal udføre, en øget risiko for at blive uvenner, hvilket mange steder fører til dårligt arbejdsmiljø, medarbejderflugt, dårlig omtale og dårlige resultater. Så, Ja: noget skal der gøres.

Men en ledelsesreform vil jeg ikke kalde det. Det ville forudsætte, at der forelå en ledelsesstruktur, som umiddelbart kunne justeres. Det gør der ikke nu, selvom der flere steder tales om, at lægge kompetencer fra visse hænder hen på andre.

Det vil tage lang tid, at skabe en egentlig ledelsesstruktur i Folkekirken. Der foregår allerede mange bestræbelser lige nu, som peger i den rigtige retning: Øget fokus på arbejdsmiljø, etablering af en kirkelig lederuddannelse, mulighed for mediation/konfliktmægling og i det hele taget en besindelse på, at vi er følsomme overfor hinandens opfattelser af et arbejdsliv og udfoldelserne af dette. Disse bestræbelser skal stimuleres. Men før vi begynder at strukturere en egentlig ledelsesstruktur, bliver vi nødt til at være enige om, hvad vi vil med vores kirke. Vil vi forandring? Vil vi stabilitet? Vil vi tryghed? Vil vi vækst? Vil vi udvikling? Mange af de misforståelser og konflikter, der opstår i Folkekirken, skyldes en manglende afklaring af, hvor vi er på vej hen og hvilke drømme vores arbejde er hængt op på.

Det vil tage tid, at forme folkekirken, så den bliver et forbillede ledelsesmæssigt. Men det er min ambition. De nuværende bestræbelser skal stimuleres samtidig med at vi skal finde sammen i en styreform, hvor vi ved, hvad vi vil. Når vi ved, hvad vi vil, skal der skabes en struktur, som passer til opgaven. I mellemtiden må vi passe godt på hinanden, for vi er udsatte som det er nu…

Nej.
Af praktiske grunde svarer jeg: ’Nej’. Det er det svar, der afføder den største respekt mellem religionerne og dermed den største mulighed for at samarbejde om et fredeligt samfund i forskellighed og dialog.
Jeg er rigtig glad for, at Kristeligt Dagblad stiller dette spørgsmål. Det er et spørgsmål, som sætter nogle meget væsentlige tankerækker i gang. Det er også et ballademagerspørgsmål, fordi ethvert svar vil give problemer for den, der svarer. Det minder om Jesu spørgsmål til de skriftkloge Matt 21,25. ”Det kunne de ikke svare på”.
Når jeg vælger at svare ud fra en praktisk synsvinkel skyldes det, at den praktiske tankerække ender med: Vi skal i fællesskab finde en måde at lave et samfund. Hvis jeg søgte et professorat og ikke en bispestol, ville tankerækken slutte teologisk: Gud er Gud. Spørg Gud. Gud ved hvem Gud er.
Et så majestætisk svar kan man ikke bruge, når bilerne brænder i forstæderne og konflikten er etnisk og samtalepartnerne siger ”Gud og Allah” eller ”religion og sækularitet”. Folkekirkens ansatte og frivillige er lokale aktører i en sammensat verden.
Når jeg svarer ”Nej”, hænger det sammen med, at den Gud, som jeg er kaldet til at forkynde, er en treenig Gud, som har opfyldt loven ved at lade sit Ord inkarnere, hvilket gør mig fri osv. Den Gud genkender jeg ikke hos de andre. Kristus er fra evighed i Guds væsen.
Blind og døv ville jeg være, hvis jeg overså og overhørte, at Kristendommen bygger videre på jødedommen og at islam låner fra begge. Gud, Jahve Allah er Abrahams gud. Vi deler fortællinger. Vi deler også erfaringer. Når jeg taler om mit trosliv med en muslim, kan vi kende hinandens varme. Glæden ved at bede. Glæden ved at være skabt. Taknemmeligheden. Der er mange erfaringer, der binder os sammen. Men glæden ved at være sammen kan blive forstyrret af ordet ”kætter”. En kætter er en, der dyrker forkert. Mine muslimske medborgere dyrker ikke min gud forkert. De har en anden religion, hvor de dyrker en gud, som jeg ikke kan genkende. Dette giver mig ikke mindre lyst til at bygge et samfund sammen med dem.
Der findes kun forkerte svar på spørgsmålet: Tror vi på den samme Gud?  Svarer jeg: ”Ja” bør jeg omvende dem alle. Svarer jeg ”Nej” er jeg blind og kan blive opfattet som uforsonlig. Derfor svarer jeg hovedsagelig: ”Sameksistens” og ”fred”. Dermed har jeg også ændret præmissen for spørgsmålet og svarer egentlig på: ”Har vi den samme religion?”.
Jeg er glad for at have fået spørgsmålet. Det besinder mig på min tro, gør mig vågen som medborger og øver mig i at se, hvilke spørgsmål, der kan anvendes i praksis.

Som bispekandidat er jeg flere gange blevet spurgt om jeg tror på jomfrufødslen. Altså om jeg holder det for at være en hellig sandhed, at Maria, som fødte Jesus, ikke har haft sex før hun fødte ham.

Jeg vil med det samme understrege, at evangelisten Lukas, som skriver om jomfrufødslen ikke er gynækolog, men teolog og at jeg lægger meget vægt på, at den sandhed, jeg søger, er en hjertesag og derfor ligger over bæltestedet. Jeg mener det.

Der er en tendens til at spørgsmålet om Jomfru Maria kommer til at handle om noget andet end det egentlige: Frelsen og Frelseren.

Når jeg med stor glæde og stolthed fremsiger og synger trosbekendelsens ”født af jomfru Maria” er min glæde først og fremmest rettet mod, at Guds Søn er et rigtigt menneske ligesom mig – og at det er derfor han kan være min frelser, fordi han bærer det, jeg ikke kan.

Når vi når til spørgsmålet om ”den ubesmittede undfangelse” er det derfor ligeså vigtigt at holde fast ved begrundelsen for dette dogme: Et dogme har til formål at sørge for, at Kristus er frelser. For nogle er den ubesmittede undfangelse en nødvendighed for tanken om frelsen, idet frelseren er den eneste, som er født uden arvesynd og dermed kan være frelser for dem, der er født MED arvesynd. For andre, som har et mere åbent syn på arvesynden, bliver dogmet mindre nødvendigt. Jeg er åben overfor alle tankerækker, som ikke ender med at Kristus er død forgæves.

Jeg er ikke så åben for, at man bruger Marias mødom til at sige: ”Min seksualmoral er bedre end din!” Eller: ”Mit Bibelsyn er rigtigt!”. når vi som troende skal mødes i dette spørgsmål, bør vi lytte til begrundelserne, hjertesagerne, og spole tilbage til de store spørgsmål: Hvorfor er Gud gået ind i verden og hvordan – og hvad gør det ved os?

Eller skal vi bare fortsætte med at lade kirken sande til?

Jeg glæder mig til en dag i fremtiden – om nogle år – at kunne sidde i en rundkreds sammen med præster og aktive lægfolk og se tilbage på en bedrift. Jeg glæder mig til at kunne se genkendelsens glæde hos alle, når vi taler om, at det lykkedes at vende en udvikling, lykkedes at gøre vores budskab klart hos mange, mange mennesker. Jeg glæder mig til at tale om, hvordan vi i fællesskab lærte hinanden at sige: ”Vores kirker” og ikke bare ”min lille kirke”. Jeg glæder mig til den følelse af stolthed, der hører med, når man bevarer det, man elsker ved at forme det, så det passer til den tid, det skal leve i.
Som aktive i folkekirken står vi med store udfordringer foran os lige nu: Mange – både medlemmer og ikke-medlemmer – kan ikke se relevansen i det, kirken laver og det, kirken står for.  
For at ændre den situation, bliver vi nød til at ændre nogle vaner. Vanerne består i at gentage de mønstre, som giver medlemstab og troværdighedstab. Vanen består i, at hver lille kirke gerne vil gentage, det, den plejer at gøre – selvom resultatet er alarmerende: Folk melder sig ud i hobetal, mens en lille inderkreds synes at det er dejligt at fortsætte som vi plejer. Det er at sande til. Resultatet af den udvikling vil blive, at vi bliver ved og ved med at lukke kirker, indtil medlemstallet stabiliserer sig omkring de 10-20 % og vi har det antal kirker, der passer til den situation. Lad os hellere gøre noget andet. Det kan vi godt.
Det begynder med, at vi i fællesskab danner det demokratiske forum (synoden, kirkeparlamentet) som kan operere med et overblik over vores allesammens kirker på vegne af alle de lokale råd. Det næste bliver, at vi fordeler opgaverne og sætter fokus på det, der giver troværdighed hos vores medlemmer.
Det kan vi godt.

Er angsten for forandring større end frygten for fiasko i Folkekirken? 

Der sker så mange spændende ting i folkekirken for tiden. Det er blevet meget mere tilladt at være udadvendt og kreativ end for år tilbage. Kirken vrimler med dygtige og kreative mennesker, som finder på nye samværsformer, gudstjenester, brug af medier osv. Jeg kan blive helt varm og lystig indvendig ved tanken om, hvad al den offensive energi kunne bruges til, hvis vi i fællesskab besluttede, at kirken skal vokse og ikke skrumpe. Tænk, hvis vi systematisk arbejdede hen mod det mål, at vi alle sammen skal være dygtige til vækst; hvis vi gik i lære hos dem, der kan det og uddannede vores unge teologer i vækst og kommunikation.
Der vil allerede nu være læsere der får en mærkelig smag i munden: ”Det lugter af management”.
Det er mærkeligt i vores Folkekirke, at det stadig er ufint at tale om at være effektiv og strategisk – men jeg forstår god hvorfor: Mennesker omkring os bukker under for tidens krav om det samme og vi bør være oasen, hvor disse krav ikke stilles. Problemet er, at vi selv er ved at bukke under – det mærkes bare ikke så meget i det daglige. Folkekirken i København mister 500 mennesker i kvartalet. Det er 2000 om året. Det er et sogn om året eller hvert andet eller tredje år, hvis an skulle tage konsekvensen med regnestokken  Alligevel skurrer det i mange ører, når der tales om at sadle om. Effektivitet er kun for ”verden”. Mange tænker måske: ”Min kirke lukker nok ikke i min tid – og det vil ikke gøre så ondt på min efterfølger”. Dermed vil man hellere forbløde smertefrit frem for at ændre adfærd.
Min pointe er: Det er sjovt at være i vækst. Man bliver glad af det. Og ved at blive gode til vækst kan vi netop være oasen til dem, der slider sig trætte ude i byen med umenneskelige krav. Med de evner vi har, vil vi kunne lave en beundringsværdig trusselsfri model, hvor vi passer på hinanden, mens vi omdanner folkekirken til et fællesskab, der kan vokse.

Det er en nødvendighed, at vi finder et fælles sprog og en fælles ærlighed, når vi skal tale om kirkelivet i København. Det er nødvendigt, at vi finder en tryg måde at tale om det på. Det er nødvendigt, at vi finder en fælles måde at beslutte og handle.

Der er kirker, som er svagt besøgt. Der er kirker, der ligger for tæt på hinanden. Der er boligmråder, hvor den kirkelige interesser er lav og hvor præster og menigheder kæmper en umulig kamp for at nå ud over rampen med budskabet.

Det er vores alles sammens kirker. Det er vores allesammens problemer. Hvis en skrantende kirke ligger for tæt på en fuld kirke, er det vores allesammens skrantende kirke og vores allesammens fulde kirke. Hvis en præst er utydelig eller uforståelig er det vores allesammens utydelighed og uforståelighed. Hvis en ansat er bekymret for sit arbejdsliv er det vores allesammens opgave at tegne en fremtid, hvor det, der lykkes, bærer arbejdsdagen.

Men det kræver at vi er ærlige og at vi er klar til at passe på hinanden i den ærlighed. Vi har masser af historier, der handler om alt det, der lykkes. Men vi skal turde at se på, hvad der ikke lykkes – og forme det igen. Sammen.

Taleban er ikke i Kabul. Taleban bestemmer ikke i Afghanistan. Det ville de ellers gerne, men det kan de ikke komme til – de bliver holdt væk. Det er en sejr hver dag.

Da jeg var i Afghanistan som feltpræst oplevede gang på gang afghanere, som udtrykte taknemmelighed over Vestens tilstedeværelse i landet. De kom hen og sagde: “Tak fordi I er her!” Gav knus, the, mad. fest. Ofte hørte jeg historier om, hvordan det var at leve under Taleban. Det må ikke ske igen. Vilkårlige henrettelser – vilkårlig tortur og angiveri.

Hver dag kæmper danske soldater for at holde Taleban væk. Det lykkes. Taleban har ikke magten og de kan ikke tage den. Mens de bliver holdt væk, kan der bygges broer, skoler, laves vandingsanlæg, graves brønde. Den indsats skal øges. Der skal gøres langt mere for at vinde hjerterne i Afghanistan og for at vise, hvad man bruger fred til.

Når man i den offentlige debat taler om, hvorvidt krigen kan vindes, tales der, som om det er en gammeldags krig med to parter, hvor man kan køre hinanden træt og sejre. Det kan man ikke i denne krig. Fjenden kan ikke underskrive en fred og acceptere et nederlag. Sådan er spillereglerne ikke i den konflikt. Men de kan holdes væk, så der kan opbygges. 

Vores soldater fortjener at se meget mere genopbygning og vækst. Det er en værdig påskønnelse af den fred de laver – hver dag. De ved, hvad de gør – og at det nytter.

Præster, som ikke vil give hånd til kvindelige kolleger, bør have en advarsel. I den danske Folkekirke ordinerer vi kvinder og mænd, og alle er præster uanset køn eller seksuel orientering. Alle skal behandles kollegialt. 

Da jeg var barn legede vi “tøsefnat”. Det er en pigerne-efter-drengene-fangeleg, hvor det gælder om ikke at blive berørt af en pige. Bliver man berørt, kan man med gysen og fryd høre alle råbe: “Tøsefnat!” Man er hermed besmittet og kan ikke længere tilhøre drengeholdet.

Denne leg bør ikke indfinde sig blandt voksne og slet ikke i kirken. Bibelen er fuld af regler for besmittelse og lige så mange regler for, hvordan man kommer af med dem. Fælles for dem er, at de er sat ud af kraft.

Der findes præster og menigheder, hos hvem bibelen læses bogstaveligt og ikke med vægt på den iboende udvikling, som jeg læser. Jeg mener, at kimen til den seksuelle lighed ligger i bibelen selv. Andre mener, at bogstaven taler for ulighed. Selvom jeg med mit synspunkt om lighed tilhører det store flertal, mener jeg, at Folkekirken kan rumme det stramme bibelsyn også. Således kan medlemmerne gå derhen, hvor de er mest trygge ved udlægningen.

Hvis man har et konservativt embedssyn, har man altså lov at mene: “En præst bør være en mand!” Men man har ikke lov til at opføre sig dårligt overfor kvinder og sige, at de ikke er præster. For det er de. I vores kirke. I andre kirker er de det ikke – og der kan man så søge hen, hvis man vil tage konsekvensen af sit embedssyn.

Jeg har selv et embedssyn, der hedder: “En præst M/K skal være dytig til sit arbejde”. Jeg mener, at hvis man overlader den vigtige opgave til et menneske at forkynde evangeliet, så må det ikke være til en person, som er udygtig, som skræmmer folk væk og ikke kan forstås. Det svarer til at sætte lyset under skæppen, og det har Vor Herre frarådet. Jeg kunne dog aldrig finde på ikke at give hånd til en kollega, som ikke er dygtig, eller sige at vedkommende ikke er præst. 

Der er imidlertid den forskel på køn og dygtighed, at en udygtig kollega altid er potentielt dygtig. En præst M/K, der er kørt flad eller gået i stå kan inspireres til at komme på banen igen – tilmed på nye måder. Det er der ikke noget diskriminerende i. Men det er diskriminerende at gå efter kønnet.

Det mindretal, som sætter spørgsmålstegn ved, om det var den rigtige beslutning, som blev taget i 1948, bør ikke have lov til at lufte denne anfægtelse i form af diskrimination.