Nej.
Af praktiske grunde svarer jeg: Nej. Det er det svar, der afføder den største respekt mellem religionerne og dermed den største mulighed for at samarbejde om et fredeligt samfund i forskellighed og dialog.
Jeg er rigtig glad for, at Kristeligt Dagblad stiller dette spørgsmål. Det er et spørgsmål, som sætter nogle meget væsentlige tankerækker i gang. Det er også et ballademagerspørgsmål, fordi ethvert svar vil give problemer for den, der svarer. Det minder om Jesu spørgsmål til de skriftkloge Matt 21,25. Det kunne de ikke svare på.
Når jeg vælger at svare ud fra en praktisk synsvinkel skyldes det, at den praktiske tankerække ender med: Vi skal i fællesskab finde en måde at lave et samfund. Hvis jeg søgte et professorat og ikke en bispestol, ville tankerækken slutte teologisk: Gud er Gud. Spørg Gud. Gud ved hvem Gud er.
Et så majestætisk svar kan man ikke bruge, når bilerne brænder i forstæderne og konflikten er etnisk og samtalepartnerne siger Gud og Allah eller religion og sækularitet. Folkekirkens ansatte og frivillige er lokale aktører i en sammensat verden.
Når jeg svarer Nej, hænger det sammen med, at den Gud, som jeg er kaldet til at forkynde, er en treenig Gud, som har opfyldt loven ved at lade sit Ord inkarnere, hvilket gør mig fri osv. Den Gud genkender jeg ikke hos de andre. Kristus er fra evighed i Guds væsen.
Blind og døv ville jeg være, hvis jeg overså og overhørte, at Kristendommen bygger videre på jødedommen og at islam låner fra begge. Gud, Jahve Allah er Abrahams gud. Vi deler fortællinger. Vi deler også erfaringer. Når jeg taler om mit trosliv med en muslim, kan vi kende hinandens varme. Glæden ved at bede. Glæden ved at være skabt. Taknemmeligheden. Der er mange erfaringer, der binder os sammen. Men glæden ved at være sammen kan blive forstyrret af ordet kætter. En kætter er en, der dyrker forkert. Mine muslimske medborgere dyrker ikke min gud forkert. De har en anden religion, hvor de dyrker en gud, som jeg ikke kan genkende. Dette giver mig ikke mindre lyst til at bygge et samfund sammen med dem.
Der findes kun forkerte svar på spørgsmålet: Tror vi på den samme Gud? Svarer jeg: Ja bør jeg omvende dem alle. Svarer jeg Nej er jeg blind og kan blive opfattet som uforsonlig. Derfor svarer jeg hovedsagelig: Sameksistens og fred. Dermed har jeg også ændret præmissen for spørgsmålet og svarer egentlig på: Har vi den samme religion?.
Jeg er glad for at have fået spørgsmålet. Det besinder mig på min tro, gør mig vågen som medborger og øver mig i at se, hvilke spørgsmål, der kan anvendes i praksis.
Allah, har ikke noget tilfælles med Jahve. Dette ses bedst, om vi ser på spørgsmålet Israel.
Allah som iøvrigt heller ikke betyder gud, men guden, siger at jøderne og Israel skal tilintetgøres, mens Jahve siger hos profeten Zak.”Den som rører Israel rører min øjesten” Da de således har hver sin mening om Israel kan de på ingen måde være den samme. Jesus sagde om et rige som var kommet i strid med sig selv.At et sådant rige ikke ville bestå.
Gud er ikke kommet i konflikt med sig selv, for allah har ikke noget med vores Gud at gøre.
Sikke dog noget vås. Hvor mange guder har så skabt verden? Mig bekendt kun én, og det er den Gud vi alle har forskellige traditioner, opfattelser og praksisser omkring.
“Der findes kun forkerte svar på spørgsmålet: Tror vi på den samme Gud? Svarer jeg: Ja bør jeg omvende dem alle.” skriver Andreas Christensen. Hvorfor dog dét? Hvis folk i forvejen tror på Christensens Gud, hvorfor så omvende dem? Og hvorfor skulle dét betyde, at missionsbuddet ikke gælder, hvis folk har en anden gud? Det giver jo ikke nogen mening.
Dertil vil jeg så sige, at jeg som jøde helst er fri for diverse forsøg på mission under alle omstændigheder, men derfor kunne argumentationen jo godt hænge logisk sammen.
Der findes kun en`GUD, men vi tilbeder ikke alle, den GUD! Nogle tilbeder afguder! Det ved enhver som har prøvet at tilbede den forkerte og mærket forskellen før de fandt den sande GUD!
Jesus er den sten som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.
Uden at rode os ud i en “min Gud er større end din Gud”-konkurrence, så vil jeg nu tillade mig at mene, at den eller det, der har skabt universet, god kan rumme at blive dyrket under flere navne og på flere forskellige måder.
Lene Andersen – at der kun findes én intelligent designer af verden (hvis man tror på dette) udelukker muligheden for flere guder. Enig. Ud fra dette prøver vi så på at definere denne Gud og det har mennesket gjort siden det blev designet.
At du definere Gud som “large”-nok til at rumme flere måde at blive dyrket på er din tolkning, at andre definere en mere snæversynet Gud er anders tolkninger.
Men hvis jeg siger at Gud er ond og du siger Gud er god, så må én af os tage fejl med mindre vi skal relativisere hele “konceptet”. På den måde tror mennesker ikke nødvendigvis på den samme Gud.
Hvordan man så finder den sande defination på Gud er der skrevet utallige bestsellers om. Men ved at blive enige om at man har forskelligt syn på sagen, skabes der mulighed for samarbejde og forståelse for hinanden, fremfor at man prøver på at tillempe sig et fællessyn fyldt med kompromiser.
Jeg har hidtil haft den opfattelse af Andreas Christensen og hans kandidatur til bispestolen, at det var en dårlig vits. Men efterhånden bliver den bedre og bedre – og det mener jeg faktisk positivt. For ganske vist har Andreas ikke store chancer for at blive valgt. Han er en outsider eller en joker, og på dén måde kan han blive en både morsom, god og værdifuld vits (joke) i en tilforladelig og intetsigende bispevalgkamp, hvor kandidaterne indtil videre mest har været optaget af at udveksle jordkrybende almindeligheder, for ikke at støde nogen.
Med bl.a. denne kommentar viser Andreas Christensen, at han også er en klar og evangelisk teolog. For naturligvis tror vi ikke på den samme Gud. Fortsat god valgkamp! Selvom om min støtte helt fra Skagen ikke batter meget i København.
Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen
Vil det sige, at præster i den danske folkekirke ikke længere tror på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud? – For det gør både jøder og muslimer.
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« v5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« v6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
v8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« v9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?
Jeg ville ønske 2 ting……
1. At præsterne i Danmark ville begynde at fortælle HELE sandheden.
2. At mennesker ville begynde at spørge GUD, istedet for at spørge hinanden.
Gud er jo LEVENDE!
Hvorfor så tale om Ham, istedet for at tale MED Ham?
Forestil dig at være inviteret et sted hen og så bare sidde og kikke ud i luften, alt imens alle mulige mennesker taler om dig og har alle mulige holdninger til dig. – Men der ingen der spørger dig og ingen taler til dig………!
Er grunden til at “vi” ikke længere taler MED Gud, at vi er bange for Ham? (Med vi menes Folkekirken)
Eller er grunden, at Gud nok ville tingene anderledes, hvis vi spurgte Ham selv, istedet for selv at “finde ud af det”?
Kender i historien om den barmhjertige sameritaner?
Han kendte ikke Gud. (Sagde Jøderne og de andre troende)
Men det gjorde hans hjerte……!
Hvem var da den “bedste” troende?
Hvis Gud er da den “rigtige”?
Kom nu væk fra al den der religion og diskuteren. – Og begynd at tale MED Gud.
Kald på Ham!
Lav kirkerne om til bedehuse, med lovsang og påkaldelse af Hans navn. – Så skal i bare se……, så kommer Han!
Og når Han kommer, så taler Han!
Han er levende!
Jesus er Gud. Sig det til en muslim, en jøde eller en hindu, så vil han hurtigt forklarer dig, at det på ingen måde er den samme gud vi tror på.
Jeg er fuldstændig enig med dig Andreas
Den Kristne Gud kan selvfølgelig kun forstås som den treenige GUD. Islam eller Jødedom anerkender ikke disse tre manifestationer af GUD i deres Gudsbegreb, og derfor er det selvfølgelig ikke den samme Gud.
Derfor kan man dog fortsat “Gott” respektere hinanden som medmennesker. For tro kan man aldrig få et positivistisk bevis for, og dermed kan man inden for det religiøse kun tro, at man har ret, men aldrig vide det.
At det religiøse så kan have en gavnlig etisk effekt på en masse andre områder i livet er jo en helt anden diskussion.
Håber du bliver Bisp.
Kunne stadig godt tænke mig at høre, om bispekandidaten mener, at kristne ikke længere tror på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og hvornår kristendommen i så fald hørte op med det? Jesus troede jo på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og Treenigheden blev først opfundet ved kirkemødet i Nikæa i 325 som en udløber af den Arianske strid. Treenigheden fremgår ingen steder i Det nye Testamente.
@ Lene Andersen
Jeg håber Andreas vil svare senere, men jeg er af den opfattelse, at Abrahams, Isaks og Jakobs ikke er tilstrækkelig til at forstå hele det kristne Gudsbegreb, og derfor er det ikke den samme Gud.
@ Hans Nielsen – og Andreas Christensen
Det er fuldstændigt rigtigt, at kristendommen tilføjer Jesus som en del af guddommen sammen med Helligånden, men det er jo netop som gudsbegreb, ikke som en fundamentalt anden Gud, der eliminerer den oprindelige. Jesus taler selv om Faderen som den Gud, han tilbeder og tror på, Faderen er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og selvom Islam ikke omtaler Allah som Far, så er Allah Abrahams og Ismaels – og dermed også Isaks og Jakobs – Gud.
Jeg synes, det er dybt bekymrende, at folk, der stiller op til et bispevalg, ikke kan kende forskel på Gud og så de begreber, som de enkelte religioner har om denne Gud.
For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg ikke ville vove at påstå at kende den fulde og endegyldige sandhed om universets Skaber, endsige at sætte ord på, præcis hvem, hvad og hvordan denne Skaber er. Alene at påstå, at det menneskelige sprog kan rumme Gud, afgrænse og beskrive Gud, forekommer mig absurd og ikke så lidt hovmodigt.
Som borger i et oplyst, demokratisk samfund ligger det mig på sinde, at religioner kan leve side om side, og når én religion pludselig tiltager sig eneretten til at vurdere, om den rummer den eneste sandhed om noget, der er så stort, at det ligger ud over sprogets ydeevne, så finder jeg det ikke blot bizart men også farli.
Jeg mener, at med tilføjelsen af Kristus og Helligånden, der ændrer Gudsbegrebet sig så radikalt og selve religionens indhold sig så meget, at man ikke længere kan sige at det er den samme Gud.
Tro er ikke imodsætning til viden men bl.a. et supplement til viden og derfor kan man selvfølgelig også benytte sig af sproget til at tilegne sig sin tro og religiøse opfattelse.
Hvis man i skriftreligioner som Jødedom, Islam og Kristendommen ikke skulle tage udgangspunkt i disse religioners bøger eller tekster, hvor skulle man så tage udgangspunkt?
Disse skriftreligioner giver forskellige Gudsbegreber. Om disse i sidste instans referer til det samme fænomen og om dette fænomen reelt eksisterer er ikke til at vide og er for mig at se også en bedøvende liggyldig diskussion. Du er velkommen til at TRO, at religionerne refererer til samme instans, men så må du samtidig respekterer, at der er andre der ikke interesserer sig for dette meta-religiøse spørgsmål, fordi man aldrig kan få svar herpå. Og som med ugangspunkt i de tilgængelige tekster siger, at den måde den overmenneskelige instans bliver beskrevet på i teksterne er fundamental forskellig, og at man derfor vælger ved en sammeligning at konstatere, at der ikke er tale om samme fænomen.
Om det er den samme instans og hvilke religion, der har RET kan aldrig afgøres af andet end det enkelte individs tro, og denne afgørelse skal man selvfølgelig respektere. Hvis man tager dette tolerante udgangspunkt kan jeg ikke se, at det bliver farligt i et demokratisk at sige, at der ikke er tale om den samme Gud. Det kan kaldes for pluralisme.
Der er forskel på Gud og begrebet om Gud. Der er også forskel på mig og så på mine venners, families etc. beskrivelse af mig. Men at mine venner og familie omtaler og beskriver mig forskelligt ændrer ikke på, hvem jeg er, og at alle beskrivelser på hver deres måde rammer mere eller mindre plet.
Jødedommen, kristendommen og islam har forskellige gudsbegreber – og gudskelov for det! Så er der flere veje til Gud, og der er flere muligheder for at finde en vej til Gud, der giver mening for den enkelte. Men uanset, hvordan vi vælger at beskrive eller tro på Gud, så ændrer det ikke ved Gud: Der er kun den ene skaber af verden, og vores sprog og begrebsverden er for fattige til udtømmende at kunne beskrive og konceptualisere denne Gud.
Pluralismen består i at kunne acceptere, at der er forskellige religiøse beskrivelser og veje, ikke i at fratage andre religioners gudsforestillinger deres gyldighed og ophøje sig selv og sin egen religion til den eneste sandfærdige og dermed tage patent på Vorherre. Det mener jeg stadig er hovmod.
Vi kan ikke vide, om der blandt de kendte veje til Gud er nogen, der rammer mere rigtigt end andre, eller om det overhovedet har nogen som helst betydning for Gud, hvad vi render og tænker og tror. Det er jo ret beset blot noget, vi har gået og bildt hinanden ind. Både Tanakh (Gamle Testamente), Nye Testamente og Koranen er menneskeskabte, og selv de, der ikke tror på dét, må indrømme, at de efterfølgende kommentarer og fortolkninger – Talmud, de kristne dogmer og Hadith – er det. Treenighedsdogmet er resultatet af en politisk strid. Før Konstantin den Store iværksatte Kirkemødet i Nikea i 325, var der ikke én der havde hørt om Treenigheden.
“Der er forskel på Gud og begrebet om Gud” .
Hvad ved du om det? Det er jo et trosspørgsmål
“Der er kun den ene skaber af verden”
Ovenstående udsag er jo utrolig diskrimenerede over for polyteistiske religioner i verden. Selvom jeg ikke er enig i disse religioners opfattelse, skal de have lov til at have den i fred, så længe de ikke skader andre mennesker. Du anerkender ikke, at deres opfattelse er lige så gyldig som de monoteistiske religioner . Det gør den danske lovgivning heldigvis.
Om Gud eller Guder reelt eksisterer forbliver et trosspørgsmål og du kan dermed heller aldrig få afklæret om der kun eksisterer en eller flere.
Med hensyn til pluralismen består den ganske rigtig i at konceptualisere verden forskelligt, men derfor kan individet på det religiøse område sagtens selv sige tillægge en koncenptualisering større værdi end andre. Med andre ord tager en religion blandt dens tilhængere selvfølgelig patent på Vor Herre(r). I forlængelse heraf skal det enkelte individ selvfølgelig respektere, at andre kan have en anden opfattelse heraf.
Mit synspunkt har ikke noget med hovmod. Faktisk synes jeg du er utrolig hovmodig i din moneteistiske insisteren. Hvorledes kan du udtale dig på et så sikkert grundlag?
En eller flere skaberguder – point taken: det kan jeg ikke vide. Men diskussionen vedrørte i sit udgangspunkt, hvorvidt kristne og muslimer (samt jøder) tror på den samme Gud. Og i den forbindelse er der kun tale om én, derved at alle tre religioner bekender sig til monoteismen.
Men uanset om der er tale om monoteisme eller polyteiskme, er et begreb om et fænomen nu alligevel noget andet end fænomenet selv, og det gælder også Gud, gud og guderne.
Og så savner jeg stadig bispekandidatens svar på, om kristendommen ikke længere bekender sig til Abrahams, Isaks og Jakobs samt Ismaels og Jesus’ Gud.
Naturligvis har Andreas ret. Allah er ikke, har aldrig været og vil aldrig blive identisk med den kristne Gud. Som kristne tror vi på, at der kun findes een Gud (som vi kun kender gennem Jesus Kristus), og at hvis man tror på andre guder, så er man vantro. Allah findes ikke – derfor er det naturligvis den kristnes pligt, som Jesus befalede sine disciple, at missionere, altså at føre de vantro (og ateisterne!) til den sande Gud, kristendommens Gud.